Den snørklede streg i Groovy
Illustratoren og billedkunstneren Jenz Koudahl har leveret sine uforlignelige portrætter til Groovy siden starten i 2018. Nu udstiller han sine værker i Vin & Vinyl på Nørrebro.
Tekst Kim Flyvbjerg
Illustrationer Jenz Koudahl

I dag er der fernisering på “Regnvejr og rødvin”, hvor illustratoren og billedkunstneren Jenz Koudahl udstiller nogle af sine værker på det lille galleri Vin & Vinyl på Nørrebro i København. Udstillingen kan ses frem til 11. marts.
Jenz Koudahl har været fast illustrator for Groovy siden starten i 2018. I premierenummeret bidrog han med en af sine uforlignelige tegninger til Niels Fez Pedersens portræt af Kraftwerk, og siden har han leveret sin snirklede og dybt originale streg til artikler om bl.a. Link Wray, Daft Punk og Nick Cave. Selv det umage makkerpar David Bowie & Luther Vandross har han tegnet for Groovy, ligesom han har fortolket yachtrockerne Michael McDonald og Christopher Cross’ signaturflamingo.

Sidstnævnte polerede westcoast-lyd ligger dog lysår fra Koudahls egen musiksmag. For som forsanger i Bazookahosen befinder han sig i den mere punkede afdeling – ikke mindst, da bandet fremførte sit undergrundshit “Per Arnoldi (Farvernes Konge)” foran Arnoldi selv i Mikael Bertelsens talkshow “Den 11. time” på DR2 i 2007.
Jenz Koudahl og flere andre af medlemmerne i Bazookahosen stiftede i 2000 den grafiske tegnestue Spild Af Tid og var bl.a. en vigtig del af lanceringen af tv-kanalen DR2. De sidste mange år har Koudahl arbejdet i eget firma i Københavns nordvestkvarter. Han har senest lavet børnebøgerne “Racercyklen Tommy” og “Motorcyklen Charlie” (Gads Børnebøger) sammen med forfatter Sabine Lemire. Og så har han malet.

“De senere år har jeg haft tid til at arbejde mere frit ved siden af mit arbejde som illustrator. Når du bestiller en tegning af Link Wray, er opgaven forholdsvis bunden. Som billedkunstner kan jeg lade de mere abstrakte ideer komme til mig og lade dem hænge i længere tid. Men jeg arbejder generelt ret figurativt, så det ender som regel altid med noget genkendeligt” forklarer Jenz Koudahl, der har en hang til at male motorcykler og musikinstrumenter.

“Jeg kører selv på gamle motorcykler og er også musiker, så på den måde maler jeg mit liv. Men motorcykler og musikinstrumenter er også bare fede at tegne, fordi der er så mange snørklede ting i f.eks. trommesæt, tromboner og elektriske guitarer.”
Vin & Vinyl har tidligere vist værker af Slagger Lund, Andreas Hjertholm og fotografen Steen Møller Rasmussen. Den kombinerede vinforretning og pladebutik, der også agerer galleri, drives af musikeren og forfatteren Peter H. Olesen, kendt fra bl.a. Olesen-Olsen og Greene.
Udstillingen “Regnvejr og rødvin” åbner i dag kl. 18 i Vin & Vinyl, Ahornsgade 18, København N.




